For et godt stykke tid siden stod jeg til træning med en af mine dygtigere spillere — i dag en DPF 1000-spiller. Vi kørte en øvelse sammen, og jeg blev ved med at få fordelen i netduellerne mod ham. Det var sådan, jeg opdagede det: han stod for langt tilbage. Konsekvent. Og han kunne ikke selv se det.
Da jeg påtalte det, var han ærlig: positionen føltes tryg. Så han var tøvende med at ændre den. Han kunne godt høre, hvad jeg sagde — men det er én ting at høre det, noget helt tredje at gøre det.
Det er en helt almindelig udviklingsproces, og der findes en gammel læringsmodel, der deler den op i fire stadier. Den er værd at kende — for den forklarer, hvorfor udvikling så ofte føles værst, lige før den lykkes.
Første stadie — ubevidst inkompetence: du ved ikke, hvad du ikke kan. Min spiller anede ikke, at hans position kostede ham point — den føltes bare rigtig for ham. Nogle gange skal der et øje udefra til at se det, du selv er blind for.
Andet stadie — bevidst inkompetence: du ser fejlen, men kan ikke rette den endnu. Det er det ubehagelige stadie, for den gamle vane føles stadig tryggere end den nye. Det er også her, de fleste falder tilbage — netop fordi det aldrig er rart at blive bevidst om sin egen inkompetence. Derfor er det så vigtigt, at man som træner er understøttende her og bruger tid på at snakke om, hvor vigtigt det her stadie faktisk er, og hvor godt det er, at vi er nået hertil.
For den følelse af tilbagegang er ikke tilbagegang. At du pludselig kan se en fejl, du før var blind for, betyder ikke, at du er blevet dårligere. Det er beviset på, at du er begyndt at flytte dig.
Tredje stadie — bevidst kompetence: Vejen videre gik to steder. Først teknikken — en kortere afstand til bolden kræver en anden flugtteknik, så den skulle justeres. Dernæst masser af bekræftelse fra mig og spørgsmål, han selv skulle svare på. Så kunne han gøre det rigtigt — når han huskede at tænke på det.
Fjerde stadie — ubevidst kompetence: Og så kom det, der er hele pointen: han begyndte at opdage det selv. I dag rykker han frem uden at tænke over det, og det bakker perfekt op om det høje tempo i resten af hans spil. Det er ikke længere noget, han gør. Det er noget, han er.
Stadierne i min spillers historie var tæt forbundet med det mentale — at se det, forstå det, turde det, tage ejerskab. Men der ligger også et fysisk lag under. I Team Danmarks fremragende bog ATK 2.0 beskrives det på side 97 som motorisk hukommelse: hvordan en bevægelse rent faktisk sætter sig i kroppen.
Det sker i faser. Først tilegnelsen — den nye bevægelse læres gennem aktivt og bevidst arbejde, hvor opmærksomhed og feedback afgør, hvor godt den sætter sig. Så konsolideringen — bevægelsen lagres i hukommelsen, også i pauserne mellem træningerne. Og siden genkaldelsen — evnen til at hente bevægelsen frem igen, som bliver bedre, jo bedre de første to faser er gået. Derfor gentager man processen igen og igen i den daglige træning.
Det er dét, der sker på vej mod fjerde stadie. Den sidste fase kommer ikke af at forstå tingene bedre. Den kommer af gentagelse — nok gange til, at kroppen overtager.
Så hvis du lige har opdaget noget i dit spil, du endnu ikke kan rette — og den gamle måde føles tryggere — er du ikke gået i stå. Du er på andet stadie. Og det sidste stadie, hvor det sidder på rygraden, kommer ikke, fordi nogen retter dig. Det kommer, når du selv overtager det.